...og alt det andet jeg laver

Jeg laver andet end at sy så du vil også kunne finde madopskrifter, strikke- og hækleideer, ja, og hvad jeg nu ellers finder på. God fornøjelse

fredag den 12. december 2014

Opbevaring af ekstradyner

Jamen da dog........der er da lige gået nogle uger.......

Men nu er jeg endelig blevet færdig med at flytte.

Stoffet er kommet på loftet, hvor jeg har et lille loftrum, men inden blev alt målt op og fotograferet. Så nu har jeg et overblik liggende i en fil.

Jeg fik lige mellem kagebagning og julegave-lister lavet min sofa/sovebriks lidt kønnere at se på, og de dyner, jeg skrev om tidligere er nu "pakket" ind. Jeg lavede simpelthen poser til 3, og det passede lige i længden.

Sådan gjorde jeg:
Jeg rullede en dyne sammen og målte længden
Fandt en tallerken, der passede til omkredsen


Målte omkredsen

Eller hvis man kan sin geometri, kan man jo måle diameteren og regne det ud:  pi gange diameter = omkreds
Til hver pose klippede jeg 2 endestykker efter tallerkenen med 1 cm sømrum
og 1 stykke til selve posen :længden på dynen + 2 cm sømrum gange tallerkenens omkreds + 12 cm til ombuk. Her blev det 65 (63 +2) gange 87 cm (75 +12) .



For at lukke valgte jeg at bruge burrebånd, som jeg klippe ca. 8 cm kortere end bredden ( her 57 cm lange)

Jeg bukkede kanten 2 cm om og syede et stykke i hver ende 



VIGTIGT! de skulle syes på hver sin side, dette stykke stof ligger med samme side op, og læg mærke til, at der er afstand til kanterne. Det gjorde jeg med vilje for, så er det nemt at stikke en finger ind bag burrebåndet, når posen skal åbnes.

Jeg har syet frem og tilbage lige i enden af burrebåndet i begge ender, for at sikre , det sidder ordentligt fast, og så egentlig bare syet ud til kanten uden at hæfte (som det også hedder, når man syr frem og tilbage)


Så syede jeg enderne på, jeg holdt cirkelstykket øverst og startede ved burrebåndet (det havde jeg lukket først). Ved at have cirklen øverst kunne jeg bare holde det til, men hvis du vil være mere nøjagtig, så sæt det fast med nåle først hele vejen rundt. ( hvis man har klippet helt nøjagtigt, så passer det altså)

Efter det var syet fast med ligesting fik enden lige en tur mere med zigzag ( jeg løftede bare nålen og skiftede til zigzag, og fortsatte så)

Nu havde jeg en pose som så sådan ud på vrangen.

Og på retten....

Dynen er kommet i og burrebåndet lukkes.

Da der var masser af stof, fik jeg lige syet betræk til de to madrasser, der ligger på briksen (den kan trækkes ud til en dobbeltseng). Jeg målte madrassens størrelse og lagde højden + 20 cm til alle sider. Klippede og syede så hjørnerne, der blev en stor trekant til overs i hvert hjørne, som jeg klippede af. Zigzaggede alle kanter og trak så betrækket ned over hjørnerne og  foldede det ekstra stof indunder.
Den færdige "sofa" med puder (altså mine ekstra hovedpuder)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar